D. 2.-3,: "There's no combination of words I could put on the back of a postcard"

Lyden af frisk guitarspil glider kontrastfyldt til de skrattende højtalere ud i bilen, som klokken halv 6 om morgenen er i gang med at køre mig, Malte og Nanna frem til vores endelig destination efter det, der har været længste rejse i mit liv. Vores spansktalende chauffør, som jeg enten aldrig fik navnet på, eller hvis navn jeg i min træthed har glemt, fumler hurtigt en cd ind i bilens cd-afspiller før vi forlader parkeringspladsen.
"There's no combination of words I could put on the back of a postcard" næsten hvisker Jack Johnsons bløde stemme efter det indledende guitarspil. Sangen breder sig ud i hele bilen og formår at hive mig op af den døsige tilstand, som jeg er kommet i, fordi jeg ikke har sovet mere end 7-8 timer inden for de sidste to døgn: Fire timer mellem mandag og tirsdag fordi jeg ventede med at pakke til mandag aften – bedre sent end aldrig, ”Det skal nok gå.” tænkte jeg, og det gjorde det jo. Derfor kom jeg ikke i seng før et godt stykke efter midnat, og efterfølgende skulle jeg op igen ved en halv 7-tiden for at få de sidste ting på plads, inden mig og min kæreste Maria blev kørt til Kastrup lufthavn af min far. De sidste 3-4 timers søvn fik jeg et sted over Atlanterhavet, men de timer var langt fra kvalitative, fordi en dum unge på rækken foran os skabede sig i en imponerende skarp og rullende c-dur store dele af den otte time og 40 minutters tur til Miami.
Turen i bilen fra Limas lufthavn til Villa el Salvador, hvor vores værtsfamilier bor, går i første omgang via stærkt slidte men trods alt asfalterede veje i nattens mørke. Der er en dunkel gul belysning på og omkring vejene, som afslører de klare kontraster mellem Danmark og Peru. Betonbygning og nogenlunde standhaftige huse bygget af mursten og til tider blik, flyver forbi mit blik, mens jeg ikke kan lade være med at bemærke de mange reklamer i forskellige afskygninger, der er overalt i selv et fattigt samfund som det peruanske. Jeg ser enkelte enlige og skumle skikkelser gå rundt langs vejene, og undervejs passerer vi også en bygning, hvis funktion jeg umiddelbart ikke kan regne ud, men hvor mindst 40 mennesker står i kø til både langs højre og venstre side af bygningens front. Inden jeg igen døser hen, bemærker jeg, hvordan hele sceneriet fra lufthavnen og til Villa el Salvador set fra bagsædet af bilen, minder mig om de indledende stemningsscener, der altid bliver gjort brug af i dokumentarfilm, når de omhandler den dunkle side af sydamerikanske lande.
Ved vores ankomst til vores værtsfamilie er det så småt ved at lysne op omkring os. Vores værtinde, Consuelo, og hendes mor kommer ud og tager imod os. Jeg føler mig godt modtaget, men husker ikke, om der bliver udvekslet mange ord, selvom Consuelo taler flydende engelsk. Nanna skal fortsætte i bilen lidt endnu til hendes værtsfamilie, mens jeg og Malte tumler indenfor og hurtigt ender i vores udmærkede senge. Der går ikke længe før vi begge sover tungt på trods af hanernes galen, der markerer starten på vores peruanske eventyr - heldigvis har jeg medbragt ørepropper.