D. 5.: "No es aqui..."

Efter en hyggelig dag i Limas centrum, Mira Flores, sidder vi, det vil sige Maria, Malte, Ane og jeg, nu i en taxa paa vej tilbage til Villa el Salvador. Turen til Mira Flores tidligere i dag tog en time og et kvarters tid med baade bus og taxa, men hjemad koerer vi i taxa hele vejen, fordi vores lokale ven og i dag ogsaa vores guide, Jackie, er blevet i Mira Flores for at bruge aftenen med tre andre danske piger fra hoejskolen, der tager til Cusco i morgen. Da vores spansk endnu ikke er saa godt, og vi heller ikke kender Villa el Salvador, har Jackie sikret os en taxa hele vejen hjem til en rimelig pris af 35 soles - cirka 60 kr.. Vores hjemadresse har vi heldigvis medbragt paa vores bagagesedler fra flyveturen til Peru, og chauffoeren har faaet sedlen og sagt, at han ikke kender omraadet helt praecist, men at han bare spoerger om vej, naar vi naermer os - vi kan altsaa bare slappe af hele vejen.
Allerede da vores chauffoer saetter taxa'en igang, er der ingen tvivl om, at turen kommer til at tage mere end den time og et kvarter, vi brugte paa at komme herud, for vi har netop ramt myldretidstrafikken her mellem 18 og 20, og klokken er kun lidt over 18. Samtidig er det ved at blive moerkt. Pigerne bliver lidt nervoese for deres vaertsfamilie, som har sagt, at de helst ikke vil have, at de er ude efter moerkets frembrud, fordi det bliver mere utrygt at gaa rundt i omraadet - isaer for et par kvindelige gringos, som per defination i Peru baade er utroligt tiltraekende og har mange penge og andre vaerdier. Ikke desto mindre er der ikke noget at goere ved det; vi kan ikke komme hurtigere frem, end vi goer nu. Vores chauffoer kaemper sig allerede frem, saa hurtigt han kan i den taette trafik. Det foregaar ved, at bruge alle fraekke tricks og bruge ethvert smuthul i myldretrafikken, der giver det mindste haab om at overhale et par modtrafikanter. I Peru er der ingen regler om, hvem der skal holde tilbage for hvem, eller ogsaa er der bare ikke nogen, der overholder dem. I hvert fald gaelder foerst til moelle princippet baade ved indenoms-, udenoms- og den lokale specialitet udenforsoverhaling, som er naar man forlader vejen helt for at komme frem til et hul i koen paa vejen laengere fremme. Saa laenge man bare bruger hornet rigeligt, saa de andre kan hoerre at 'her kommer jeg', og har et klistermaerke paa bagruden af bilen, der priser Gud, Jesus eller Jomfru Maria, maaske endda alle tre, saa kan det jo ikke gaa galt. Skulle det alligevel gaa galt er det Guds vilje, og den kan man jo ikke aendre noget ved, uanset hvor forsigtigt man koerer, saa hvorfor overhovedet proeve, og dermed blive den der bliver trynet af alle de andre modtrafikkanter?
Jeg troester mig med, at det ser ud til, at vores chauffoer ser ud til at have godt styr paa sin bil. I hvert fald formaar han hele tiden at koere lige til graensen, hvilket vil sige den rent fysiske graense, for hvor taet man kan koere paa sine medtrafikkanter uden at ridse deres biler eller det der er vaerre. Samtidig ruller trafikken tit saa langsomt, at et eventuelt uheld naeppe ville paafoere os nogen skade udover, at vi ville komme endnu senere hjem.
Efterhaanden som jeg vender mig til den nye trafikkultur, falder moerket paa, og afsloerer langsomt de beboede bjerge i udkanten af Lima. Den begraensede belysning fra gadelamper og de taetbebyggede huse, der aabenbart befinder sig paa bjergene omkring byen, skaber en smuk udsigt fra taxa'ens bagsaede. De bjerge, man ellers kun lige kan skimte gennem den taette taage af forurening og hoej luftfugtighed om dagen, har forvandlet sig til bredhoftede juletraeer, og et oejeblik maerker jeg naesten ikke, hvordan bilen tumler afsted paa den hullede hovedvej. Jeg bliver dog revet vaek fra den smukke udsigt, da et ekstra stort hul i vejen foraarsager, at jeg stoeder mit hoved mod vinduet med et brag, der dog overdoeves af bilen, der i sig selv rasler, som om den kunne falde sammen hvert et oejeblik, det skulle vaere.
Mens jeg igen fortaber mig i den flotte udsigt, og snakker om dagens begivenheder med de andrer, aendrer omgivelserne omkring os sig langsomt, fordi vi naermer os Villa el Salvador. Inden laenge ser vi den velkendte aldrig fuldendte byggestil; de kun halvtasfalterede og stoevede gader, hvor skraldeposer ligger og flyder tilfaeldigt alle iturevet af gadens vilde hunde, og de mange smaa butikker og vaerksteder til motorcykeltaxaerne, som er saa velkendt ved hele Villa el Salvador, ses ned ad hver vej. Endnu er der dog intet vi kender fra vores omraade af V.e.S.
Vores chauffoer begynder nu at spoerge omkring efter vores destination - V.e.S.'s gader har ingen vejskilte, og GPS er paa ingen maader standardudstyr i en peruansk taxa, saa man skal enten kende omraadet selv eller stole paa de lokales anvisninger.
- "En GPS ville faktisk vaere utrolig smart at have haft med til Peru." taenker jeg. "Hvis altsaa man havde penge til den slags."
En uro breder sig lidt blandt os alle i taxa'en, da tre personer giver tre forskellige anvisninger til chauffoerens forespoergsler. Det er helt moerkt nu, og vi er fuldstaendig afhaengige af, at vores chauffoer kan foere os frem til det rette sted, hvis ikke vi skal finde hjem baade i aften og i det hele taget for den sags skyld.
Efter et par forespoergsler mere faar vores chauffoer enslydende anvisninger, og vi falder til ro igen - men kun for et kort stykke tid. For efterhaanden som vi med vores begraensede spansk kan forstaa, at folk siger, at det nu ikke er langt herfra, og vi endnu ikke kan genkende noget som helst af omraadet, bliver vi urolige. Vi koerer omkring et par blokke, foer vores chauffoer stopper op uden for et for os ukendt hus, og spoerger en lokal ad som tydeligvis bekraefter, at vi er fremme.
- "No es aqui." siger jeg benaegtende paa mit gebrokkende spansk - "Det er ikke her." Vi er alle enige.
Chauffoeren holder fast i sin paastand, men ved at forene vores spanske gloser formaar vi at forklare, at vi kender det sted vi skal hen, og det er altsaa ikke her. Chauffoeren hopper ud af sin taxa, render op til doeren til det hus, som vi angiveligt har adressen paa og banker paa. Kort efter aabner en af husets beboere doeren op. Vi kan ikke hoerer, hvad der bliver sagt, men beboeren nikker bekraeftende, da chauffoeren viser hende sedlen med adressen. Panikken breder sig nu i bilen. Jeg taenker situationen igennem, og det lykkes mig at undgaa at blive fanget af den begyndende desperation, der begynder at brede sig blandt os i bilen. Vi bliver alle, paa naer Malte som principielt er imod, hurtigt enige om, at hvis chauffoeren finder frem til det rette sted, saa betaler vi ham 40 soles, 5 soles mere end den aftalte pris; alt i alt det der svare til 70 kr. for hele turen.
Jeg har set massere af skilte for lokale 'Hostals' i omraadet, saa jeg taenker, at vi om ikke andet i sidste ende kan overnatte paa et hostel, og saa i morgen finde en internetcafé i omraadet, hvor vi kan komme i kontakt med vores kontaktperson i Danmark, der igen kan hjaelpe os til at komme i kontakt med vores vaertsfamilier. Det skal nok gaa.
Jeg forsoeger, at dele min idé med de andre i bilen, men den faar ikke lov til at bundfaelde sig, foer chauffoeren er tilbage, og igen siger, at vi er fremme ved den adresse, der er kradset ned paa vores seddel.
Vi diskuttere hurtigt og overtaler chauffoeren til at proeve at koere rundt i lokalomraadet mod hovedvejen for at se, om vi ikke kan stoede paa noget bekendt, men vores haab er lavere end den gennemsnitlige peruaner. Villa el Salvador har, saa vidt jeg har forstaaet, omkring 800.000 indbyggere, ergo det er en temmelig stor bydel, og vi har ingen anelse om, hvor vi er, eller hvor vi skal hen. Jeg mener at have set, vi er koert forbi en af de aabne pladser i naerheden af Cepromup, men i moerket ser alting jo anderledes ud, saa jeg er langtfra sikker.
Chauffoeren saetter taxa'en igang igen paa trods af et kortvarrigt men nervepirrende problem med taendingen. Vi fortsaetter mod hovedvejen, mens vi alle ser os desperat omkring efter et velkendt sted. Den ene faldefaerdige bygning efter den anden sniger sig forbi os uden for taxa'ens trykke kabine, og idéen, om at skulle trave rundt her, naar chauffoeren engang bliver traet af at koere os rundt i omraadet uden nogen destination, er paa ingen maader tiltraekende.
Pludselig stiger mit haab, da jeg ser hovedvejens lys lige fremme. Det ser umiddelbart velkendt ud. Jeg peger frem og siger til de andre, at det ser velkendt ud. Ane mener ligeledes, at det ser bekendt ud, og da vi naar helt ud til vejen, bliver vores haab bekraeftet.
Jeg beder chauffoeren om at dreje til venstre ad hovedvejen, og efter kun omkring 20 meter kan vi alle genkende gaden. 50 meter laengere fremme er vi paa hjoernet af sidevejen til pigernes vaertsfamilie og beder pegende chauffoeren om at holde ind: "Es aqui!" Det er her. Vi er fremme.
Vi vaelter ud af taxaen og betaler ham de 40 soles for turen - Malte glemmer i lettelsens oejeblik alle sine principper og smider 10 soles ekstra oven i de 40, hvilket i sidste ende goer det til en meget indbringende koeretur for chauffoeren - men okey, han gjorde alt hvad han kunne for at faa os frem og gav alt i alt en meget god service, saa jeg foeler ikke, at det er fuldstaendig uretfaerdigt, omend jeg ikke kan lade vaere med at smile af Malte.
I den velkendte dunkle belysning foelger vi hurtigt pigerne helt hjem, hvorefter Malte og jeg selv finder vej til vores egen familie. Ingen af familierne udtrykker sidenhen nogen bekymring over vores tur eller vores sene hjemkomst, uanset hvor pracist detaljeret og farverig vi forklarer hele historien.
Samme aften tager mig og Malte paa bar sammen med vores vaertinde Consuelo og hendes barndomsveninde. Her proever vi igen at forklare vores skraekkelige historie, igen uden nogen saerlig reaktion over den situation vi var i. Dog faar vi at vide, at de skilte til 'Hostal' jeg har set saa mange steder overalt i V.e.S., ikke er for at reklamere for normale hostels, som de backpackerhoteller vi kender i Europa. I stedet er de til for unge kaerestepar eller andre inspirerede, som kan soege herhen, og betale for et privat vaerelse et par timer. I Peru er det disrespektfuldt overfor ens foraeldre at lade sin kaereste overnatte.