D. 19.: Fra Peru til Danmark

Klokken er 11 om aftenen, og jeg sidder sammen med Malte i stuen hos en af vores peruanske venner, Gerado, og venter; venter paa, at Gerado er faerdig med at skifte toej, saa vi kan komme ud og spille fodbold med ham og hans venner. I Peru eller i hvert fald i det fattige Villa el Salvador har gaderne ikke navne. For at vaere endnu mere praecis saa er det mere det, at der ingen vejskilte er, saa skulle gaderne endelige have navne, er de kun kendte af dem, der bor i omraadet.
V.e.S. er delt op paa flere niveauer. Foerst i sector'ere som er delt op i grupo'er, der igen er delt op i manzana'er, hvori hvert hus saa ligger paa det, der hedder en lote. I hver ad disse grupo'er, som jeg ikke har nogen anelse om, hvor mange der findes af her i V.e.S., vil jeg skyde paa, at der er omkring 64 beboede bebyggelser; for huse kan de ikke kaldes i alle områder af V.e.S.. I hvert hus bor der gerne mellem fem og otte mennesker. Alle i en grupo deler nogle faellesarealer blandt andet en eller til tider to cementerede arealer af cirka 20 gange 10 meter, hvor beboerne kan spille fodbold, basketball eller volleyball - fodbold er dog det klart mest foretrukne. Er grupo'en rigtig heldig, som den grupo jeg bor i, er der spotlys, som kan taendes, naar det bliver moerkt, og banerne stadig er i brug. Den bane, vi skal spille paa i aften, har dog ikke den luksus, saa vi maa noejes med den begraensede gadebelysning, der nu er.

Malte og jeg har allerede spillet med Gerado og hans venner én gang foer. Det var i onsdags, da Gerado ringede klokken kvart over ti om aftenen og spurgte om vi havde lyst til at spille. Jeg havde godt nok haft min foerste men naeppe sidste omgang maveproblemer, som havde holdt mig hjemme fra spanskundervisningen, men det var gaaet nogenlunde over i loebet af dagen. Saa selvom det var sent, og vi skulle i skole dagen efter, skyndte vi os at takke ja til tilbudet og fik dermed vores foerste smag af peruansk fodbold.

For peruanere spiller ikke fodbold i klubber, som vi oftest goer i Danmark, det er kun de allerbedste, der kan komme til det og dermed opleve at spille på en graesplæne. I stedet moedes venner, familie og bekendte engang imellem og spiller paa en af de mange street fodboldbaner. Spillet koerer hurtigere end i Danmark, og er mere teknisk kraevende, fordi der ofte er op til 6 spillere pa hvert hold paa en bane, der egentligt egner sig bedst til to hold af fire maaske fem spillere heraf inklusiv en maalmand. Over hele banen ligger et tyndt lag lysebrunt sand - det samme sand som traenger ind overalt, fordi V.e.S. er grundlagt i en oerken. Sandet goer det i bedste fald til en gymnastisk disciplin at stoppe op eller vende skarpt rundt under spillet. Som dansker er det ekstra udfordrende, fordi vi ikke besidder et lige saa lavt tyngdepunkt som de lave peruanere, som goer det nemmere for dem at holde balancen paa det glatte underlag, omend det også for dem kan vaere svaert. Min erfaring er, at man som hoej og ranglet dansker meget nemt kommer til at se meget lidt elegant ud.

Gerado bor ligesom de fleste andre unge og voksne hos sine foraeldre - peruanere flytter tidligst hjemmefra naar de gifter sig. Han er en meget snaksagelig ung mand med let kroellet kort sort haar, en lille hage, der ser ud som om, den er trykket en smule op i hans underkaebe, hvorfra hans altid aabenhjertige smil er at finde. Jeg moedte ham foerste gang, da vi delte flyers ud for at promovere Cepromup i et af kvarterne i V.e.S.. Cepromups ledelse havde vaeret meget opsatte paa at faa os med ud og dele flyers ud, fordi, som vi hurtigt maatte sande, er der to ting, der saelger i Peru: Hvide mennesker og letpaaklaedte kvinder.

Malte og jeg sidder og snakker om, at vi egentligt stadig er traette i kroppen efter onsdag aftens kampe, som for vores vedkommende varede indtil klokken 1 om natten, da Gerado kommer ind i stuen. Jeg skal lige til at rejse mig op for at gaa mod doeren, da Gerado siger, at der er noget, han er noedt til at fortaelle os. Normalt kan saadan en bemaerkning, der maaske daekker over en ubehagelig nyhed eller lignende, altid vaekke lidt anspaendthed paa forhaand, men i dette tilfaelde er jeg fuldstaending afslappet, for Gerado smiler med det saedvanlige blink i oejet - ja maaske endda med lidt mere glimt end, der plejer at vaere.

- "Jeg er blevet udvalgt til at tage til Danmark." siger han og hans ansigt straaler om muligt endnu mere. Hvert aar udvaelger Cepromup to af sine unge laerere til at tage til Loegumkloster Hoejskoles langkursus det hele betalt af hoejskolen. Jeg havde godt hoert, at de var i gang med udvaelgningsprocessen paa Cepromup, men troede egentligt, der ville gaa et par dage endnu, foer det ville vaere afgjort. Gerados mund er egentligt ikke saerlig stor, saa det er utroligt at se, hvor meget hans smil alligevel fylder i hans ansigt. Jeg oensker ham straks et tillykke, og husker ikke, jeg nogensinde foer har vaeret saa inderligt glad paa vejne af en anden - i hvert fald ikke en, som jeg kun har kendt i to en halv uge.