D. 13.: "Goodmorning!"

Hele rummet er farvet i hvid eller en bleggul farve fuldt oplyst af lamper, der i Danmark nok nærmere ville være blevet brugt i en fabrikshal. Byggestilen er dog for engangs skyld ikke den ellers udbredte halvfærdige ,som jeg ser overalt i V.e.S., men derimod af en kvalitet, som jeg ellers kun har set i Limas mere centrale og velhavende kvarterer. Malte, Maria, Ane, Nanna, Jackie, Jackies søster og jeg sidder på de to bagerste rækker i kirken tættest på den gennem hele gudstjenesten åbne sideport, der ikke kun lod os snige os ind til mesen et kvarter for sent, men også konstant lader larmen fra den trafikerede vej vælte ind. Et par børn løber skrigende ind og ud af kirken, men ingen tager notits af dem; i Danmark havde sådan et par unger ellers resulteret i en masse hyssen og et flovt forældrepar eller to, men her fortsætter præsten ufotrødent sine ord uden den mindste mine; det er tydeligt, at dette er hverdag for ham. Kirken er vel trekvart fuld med omkring 70 katoliker, og der kommer hele tiden flere dumpende til, selvom vi nu er en halv time inde i messen. De nytilkommende tager sig friheden til at hilse og småsnakke med deres bekendte, igen uden at nogen føler sig forstyrret.
Da hele salen rejser sig op til præstens læsning af Biblen, følger vi lidt kluntet efter, og jeg bliver endnu engang bekræftet i, at den gennemsnitlige peruaner er halvanden hoved lavere end mig, så jeg har fin udsigt til kirkens udsmykning. I dag består den udover alteret og den korsfæstede Jesus Kristus af et større blomsterarrangement omkring en hellig miniature Jesusfigur i en stor montre eller lignende. Figuren blev angiveligt fundet i bjergene af nogen af tilflytterne til V.e.S. og anses for at være et mirakel af Gud - dagen i dag er mindedagen for fundet af figuren, og det er derfor vi er inviteret til familiefest hos Jackie senere samme aften, og selv har spurgt, om vi måtte følge hende og hendes familie i kirken.
Anført af præsten mumler folk lidt med på en spansk sang akkompagneret af en guitar og et par trommer. Undervejs forsøger mængden at bryde ud i forsigtig klappen i takt til musikken, men det viser sig snart, at peruanere af uforklarlige grunde har klart mere rytme i benene end i hænderne. Musikken og sangen bliver stoppet ved en håndsoprækning fra præsten i retningen af guitaristen, som ikke opfatter eller forstår tegnet lige med det samme, hvilket resultere i at musikken nærmest snupler og drukner i den begrænsede stilhed. Samme scene gentager sig flere gange i løbet af mesen, og jeg bliver helt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er fastlagt, hvad der skal ske i løbet af gudstjenesten.
Mesen føles utrolig lang, da alt foregår på spansk, og det er som beskrevet ikke engang muligt at nyde kirkens stille salige rum som i Danmark. Jeg har efterhånden set enhver detalje i kirkens udsmykning. Jeg ser tilfældigvis et blad fra en af dekorationsblomsterne falde til kirkegulvet, og kan ikke lade være med at tænke, at den nok opgav ævred af ren kedsomhed, fordi heller ikke den snakkede spansk.
Rungende klapsalver river mig ud af min dagdrøm, og jeg konkludere for mig selv, at gudstjenesten nu må være færdig. Dette er dog ikke helt tilfældet, for jeg bemærker straks efter, at flere og flere blikke bliver vendt tilbage mod os gringoer på de bagerste rækker. Jeg selv sender et blik længere bagud for at tjekke, om der mon sker noget udenfor kirkeporten, som vi sidder lige op ad. Dette er dog ikke tilfældet. Jackie, som sidder på rækken lige foran mig, vender sig om og siger, at de klapper af os, fordi de er glade for, at vi er kommet. Jackies ord går ikke rent ind i vores bevidsthed med det samme, før vi alle bekræfter hinanden i at vi hørte Jackie sige, hvad hun sagde.
Præsten siger et par ord på spansk og hvinker os op. Jackie vender sig igen om og forklarer, at præsten vil have os op til alteret. Vi kigger chokerede på hinanden, og jeg sender endnu et blik tilbage mod porten bag os, mens jeg et øjeblik overvejer flugtmulighederne.
Med stivnede smil og nervøsitet i øjnene bevæger vi os dog op langs de fyldte stolerækker. Jeg føler mig meget utilpas ved tanken om, at skulle inddrages i en katolsk ceremoni af en slags, som jeg på ingen måder vil forstå eller støtte op om. Samtidig erkender jeg også stille i mit indre, at tanken om at takke nej til noget sådan foran de nu godt 100 kirkegængere, heller ikke er videre tiltrækkende.
Da vi når alteret, bemærker jeg to mænd med videokameraer, som foreviger øjeblikket - som om det ikke var langt nok i forvejen. Via Jackie som tolk bliver vi budt velkommen af præsten. Han forsøger sig med et "Goodmorning", hvilket jeg alligevel ikke kan lade være med at smile stort af, da klokken er omkring 7 om aftenen; men alting er jo relativt.
Gennem Jackie spørger præsten os, om vi er glade for at være her, og vi smiler naturligvis alle sammen stort og siger "Si, si!". Det er ikke, fordi det spansk, han bruger her, er synderligt avanceret i forhold til, hvad vi efterhånden kan, men vores spansk gloser ligger lige nu dybt begravet under vores akavethed. Klapsalverne udbryder igen på præstens ordre, og annoncerer, at vi nu er fri til at gå tilbage til vores pladser, hvorefter hele mesen kort efter slutter, og vi slipper ud i den friske forurenede og befriende aftenluft.