D. 29.: Et billede siger mere end 1000 ord...

Saa har jeg endelig faaet taget mig sammen til at uploade, nogen af de billeder jeg indtil videre har faaet taget her i Lima! Vaersegod at kigge paa dem...
Der ligger desuden to videoer inde paa min side med billeder. Siden med billeder og videoer skulle gerne vaere tilgaengelig ved, at I trykker paa mit diasshow i min blogs hoejre kollonne.

Som bekendt siger et billede mere end 1000 ord, hvilket Malte, Maria, Ane og jeg for alvor oplevede i loerdags, da vi var paa Perus nationalmuseum og saa en udstilling om de mange aars interne kamp mellem bl.a. terrororganisationen "Den Lysende Sti" og regeringen. Her blev ingen fingre lagt imellem for at beskrive den interne kamp, der varede flere aartier; billeder af staerkt kvaestede mennesker baade fascinerede og skraemte os og var svaere at saette i forbindelse med det Peru, vi ser i dag, paa trods af at det ikke er mere end 6-8 aar siden at kampene endelig sluttede.

D. 21.: Doh!

Sæt aldrig dit knæ med hele din kropsvækt ned på din mobiltelefons skærm......

D. 21.:

"Der er sommerdage, man føler, at man spildte, men ikke den uge, man læste Drageløberen."

D. 19.: Fra Peru til Danmark

Klokken er 11 om aftenen, og jeg sidder sammen med Malte i stuen hos en af vores peruanske venner, Gerado, og venter; venter paa, at Gerado er faerdig med at skifte toej, saa vi kan komme ud og spille fodbold med ham og hans venner. I Peru eller i hvert fald i det fattige Villa el Salvador har gaderne ikke navne. For at vaere endnu mere praecis saa er det mere det, at der ingen vejskilte er, saa skulle gaderne endelige have navne, er de kun kendte af dem, der bor i omraadet.
V.e.S. er delt op paa flere niveauer. Foerst i sector'ere som er delt op i grupo'er, der igen er delt op i manzana'er, hvori hvert hus saa ligger paa det, der hedder en lote. I hver ad disse grupo'er, som jeg ikke har nogen anelse om, hvor mange der findes af her i V.e.S., vil jeg skyde paa, at der er omkring 64 beboede bebyggelser; for huse kan de ikke kaldes i alle områder af V.e.S.. I hvert hus bor der gerne mellem fem og otte mennesker. Alle i en grupo deler nogle faellesarealer blandt andet en eller til tider to cementerede arealer af cirka 20 gange 10 meter, hvor beboerne kan spille fodbold, basketball eller volleyball - fodbold er dog det klart mest foretrukne. Er grupo'en rigtig heldig, som den grupo jeg bor i, er der spotlys, som kan taendes, naar det bliver moerkt, og banerne stadig er i brug. Den bane, vi skal spille paa i aften, har dog ikke den luksus, saa vi maa noejes med den begraensede gadebelysning, der nu er.

Malte og jeg har allerede spillet med Gerado og hans venner én gang foer. Det var i onsdags, da Gerado ringede klokken kvart over ti om aftenen og spurgte om vi havde lyst til at spille. Jeg havde godt nok haft min foerste men naeppe sidste omgang maveproblemer, som havde holdt mig hjemme fra spanskundervisningen, men det var gaaet nogenlunde over i loebet af dagen. Saa selvom det var sent, og vi skulle i skole dagen efter, skyndte vi os at takke ja til tilbudet og fik dermed vores foerste smag af peruansk fodbold.

For peruanere spiller ikke fodbold i klubber, som vi oftest goer i Danmark, det er kun de allerbedste, der kan komme til det og dermed opleve at spille på en graesplæne. I stedet moedes venner, familie og bekendte engang imellem og spiller paa en af de mange street fodboldbaner. Spillet koerer hurtigere end i Danmark, og er mere teknisk kraevende, fordi der ofte er op til 6 spillere pa hvert hold paa en bane, der egentligt egner sig bedst til to hold af fire maaske fem spillere heraf inklusiv en maalmand. Over hele banen ligger et tyndt lag lysebrunt sand - det samme sand som traenger ind overalt, fordi V.e.S. er grundlagt i en oerken. Sandet goer det i bedste fald til en gymnastisk disciplin at stoppe op eller vende skarpt rundt under spillet. Som dansker er det ekstra udfordrende, fordi vi ikke besidder et lige saa lavt tyngdepunkt som de lave peruanere, som goer det nemmere for dem at holde balancen paa det glatte underlag, omend det også for dem kan vaere svaert. Min erfaring er, at man som hoej og ranglet dansker meget nemt kommer til at se meget lidt elegant ud.

Gerado bor ligesom de fleste andre unge og voksne hos sine foraeldre - peruanere flytter tidligst hjemmefra naar de gifter sig. Han er en meget snaksagelig ung mand med let kroellet kort sort haar, en lille hage, der ser ud som om, den er trykket en smule op i hans underkaebe, hvorfra hans altid aabenhjertige smil er at finde. Jeg moedte ham foerste gang, da vi delte flyers ud for at promovere Cepromup i et af kvarterne i V.e.S.. Cepromups ledelse havde vaeret meget opsatte paa at faa os med ud og dele flyers ud, fordi, som vi hurtigt maatte sande, er der to ting, der saelger i Peru: Hvide mennesker og letpaaklaedte kvinder.

Malte og jeg sidder og snakker om, at vi egentligt stadig er traette i kroppen efter onsdag aftens kampe, som for vores vedkommende varede indtil klokken 1 om natten, da Gerado kommer ind i stuen. Jeg skal lige til at rejse mig op for at gaa mod doeren, da Gerado siger, at der er noget, han er noedt til at fortaelle os. Normalt kan saadan en bemaerkning, der maaske daekker over en ubehagelig nyhed eller lignende, altid vaekke lidt anspaendthed paa forhaand, men i dette tilfaelde er jeg fuldstaending afslappet, for Gerado smiler med det saedvanlige blink i oejet - ja maaske endda med lidt mere glimt end, der plejer at vaere.

- "Jeg er blevet udvalgt til at tage til Danmark." siger han og hans ansigt straaler om muligt endnu mere. Hvert aar udvaelger Cepromup to af sine unge laerere til at tage til Loegumkloster Hoejskoles langkursus det hele betalt af hoejskolen. Jeg havde godt hoert, at de var i gang med udvaelgningsprocessen paa Cepromup, men troede egentligt, der ville gaa et par dage endnu, foer det ville vaere afgjort. Gerados mund er egentligt ikke saerlig stor, saa det er utroligt at se, hvor meget hans smil alligevel fylder i hans ansigt. Jeg oensker ham straks et tillykke, og husker ikke, jeg nogensinde foer har vaeret saa inderligt glad paa vejne af en anden - i hvert fald ikke en, som jeg kun har kendt i to en halv uge.

D. 13.: "Goodmorning!"

Hele rummet er farvet i hvid eller en bleggul farve fuldt oplyst af lamper, der i Danmark nok nærmere ville være blevet brugt i en fabrikshal. Byggestilen er dog for engangs skyld ikke den ellers udbredte halvfærdige ,som jeg ser overalt i V.e.S., men derimod af en kvalitet, som jeg ellers kun har set i Limas mere centrale og velhavende kvarterer. Malte, Maria, Ane, Nanna, Jackie, Jackies søster og jeg sidder på de to bagerste rækker i kirken tættest på den gennem hele gudstjenesten åbne sideport, der ikke kun lod os snige os ind til mesen et kvarter for sent, men også konstant lader larmen fra den trafikerede vej vælte ind. Et par børn løber skrigende ind og ud af kirken, men ingen tager notits af dem; i Danmark havde sådan et par unger ellers resulteret i en masse hyssen og et flovt forældrepar eller to, men her fortsætter præsten ufotrødent sine ord uden den mindste mine; det er tydeligt, at dette er hverdag for ham. Kirken er vel trekvart fuld med omkring 70 katoliker, og der kommer hele tiden flere dumpende til, selvom vi nu er en halv time inde i messen. De nytilkommende tager sig friheden til at hilse og småsnakke med deres bekendte, igen uden at nogen føler sig forstyrret.
Da hele salen rejser sig op til præstens læsning af Biblen, følger vi lidt kluntet efter, og jeg bliver endnu engang bekræftet i, at den gennemsnitlige peruaner er halvanden hoved lavere end mig, så jeg har fin udsigt til kirkens udsmykning. I dag består den udover alteret og den korsfæstede Jesus Kristus af et større blomsterarrangement omkring en hellig miniature Jesusfigur i en stor montre eller lignende. Figuren blev angiveligt fundet i bjergene af nogen af tilflytterne til V.e.S. og anses for at være et mirakel af Gud - dagen i dag er mindedagen for fundet af figuren, og det er derfor vi er inviteret til familiefest hos Jackie senere samme aften, og selv har spurgt, om vi måtte følge hende og hendes familie i kirken.
Anført af præsten mumler folk lidt med på en spansk sang akkompagneret af en guitar og et par trommer. Undervejs forsøger mængden at bryde ud i forsigtig klappen i takt til musikken, men det viser sig snart, at peruanere af uforklarlige grunde har klart mere rytme i benene end i hænderne. Musikken og sangen bliver stoppet ved en håndsoprækning fra præsten i retningen af guitaristen, som ikke opfatter eller forstår tegnet lige med det samme, hvilket resultere i at musikken nærmest snupler og drukner i den begrænsede stilhed. Samme scene gentager sig flere gange i løbet af mesen, og jeg bliver helt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er fastlagt, hvad der skal ske i løbet af gudstjenesten.
Mesen føles utrolig lang, da alt foregår på spansk, og det er som beskrevet ikke engang muligt at nyde kirkens stille salige rum som i Danmark. Jeg har efterhånden set enhver detalje i kirkens udsmykning. Jeg ser tilfældigvis et blad fra en af dekorationsblomsterne falde til kirkegulvet, og kan ikke lade være med at tænke, at den nok opgav ævred af ren kedsomhed, fordi heller ikke den snakkede spansk.
Rungende klapsalver river mig ud af min dagdrøm, og jeg konkludere for mig selv, at gudstjenesten nu må være færdig. Dette er dog ikke helt tilfældet, for jeg bemærker straks efter, at flere og flere blikke bliver vendt tilbage mod os gringoer på de bagerste rækker. Jeg selv sender et blik længere bagud for at tjekke, om der mon sker noget udenfor kirkeporten, som vi sidder lige op ad. Dette er dog ikke tilfældet. Jackie, som sidder på rækken lige foran mig, vender sig om og siger, at de klapper af os, fordi de er glade for, at vi er kommet. Jackies ord går ikke rent ind i vores bevidsthed med det samme, før vi alle bekræfter hinanden i at vi hørte Jackie sige, hvad hun sagde.
Præsten siger et par ord på spansk og hvinker os op. Jackie vender sig igen om og forklarer, at præsten vil have os op til alteret. Vi kigger chokerede på hinanden, og jeg sender endnu et blik tilbage mod porten bag os, mens jeg et øjeblik overvejer flugtmulighederne.
Med stivnede smil og nervøsitet i øjnene bevæger vi os dog op langs de fyldte stolerækker. Jeg føler mig meget utilpas ved tanken om, at skulle inddrages i en katolsk ceremoni af en slags, som jeg på ingen måder vil forstå eller støtte op om. Samtidig erkender jeg også stille i mit indre, at tanken om at takke nej til noget sådan foran de nu godt 100 kirkegængere, heller ikke er videre tiltrækkende.
Da vi når alteret, bemærker jeg to mænd med videokameraer, som foreviger øjeblikket - som om det ikke var langt nok i forvejen. Via Jackie som tolk bliver vi budt velkommen af præsten. Han forsøger sig med et "Goodmorning", hvilket jeg alligevel ikke kan lade være med at smile stort af, da klokken er omkring 7 om aftenen; men alting er jo relativt.
Gennem Jackie spørger præsten os, om vi er glade for at være her, og vi smiler naturligvis alle sammen stort og siger "Si, si!". Det er ikke, fordi det spansk, han bruger her, er synderligt avanceret i forhold til, hvad vi efterhånden kan, men vores spansk gloser ligger lige nu dybt begravet under vores akavethed. Klapsalverne udbryder igen på præstens ordre, og annoncerer, at vi nu er fri til at gå tilbage til vores pladser, hvorefter hele mesen kort efter slutter, og vi slipper ud i den friske forurenede og befriende aftenluft.

D. 10.: Til Sydafrika i 2010?

Danmark vinder 3-2 over Portugal i en kamp jeg og Malte kun kan følge via nettet - pludselig er det super ærgeligt ikke at være hjemme! I stedet for denne fantastiske kamp lykkes det os dog at erobre tv'et i køkkenet fra Abuela - Consuelos mor, hvis navn vi har opgivet at udtale, så nu kalder vi hende bare Abuela, spansk for bedstemor, eller Mama, spansk for mor. Her ser vi kampen mellem Peru og Argentina, hvor Peru formår et ligeså sensationelt comback som Danmark ved at score til 1-1 i det 94. og allersidste minut. Også ganske underholdende selvom der ikke er nogen tvivl om, hvilken kamo jeg havde foretrukket, hvis jeg helt selv kunne vælge.
Hvis Danmark holder takterne og kvalificerer sig til slutrinden i Sydafrika, er der gode chancer for, at jeg rejser samme vej til den tid...

D. 5.: "No es aqui..."

Efter en hyggelig dag i Limas centrum, Mira Flores, sidder vi, det vil sige Maria, Malte, Ane og jeg, nu i en taxa paa vej tilbage til Villa el Salvador. Turen til Mira Flores tidligere i dag tog en time og et kvarters tid med baade bus og taxa, men hjemad koerer vi i taxa hele vejen, fordi vores lokale ven og i dag ogsaa vores guide, Jackie, er blevet i Mira Flores for at bruge aftenen med tre andre danske piger fra hoejskolen, der tager til Cusco i morgen. Da vores spansk endnu ikke er saa godt, og vi heller ikke kender Villa el Salvador, har Jackie sikret os en taxa hele vejen hjem til en rimelig pris af 35 soles - cirka 60 kr.. Vores hjemadresse har vi heldigvis medbragt paa vores bagagesedler fra flyveturen til Peru, og chauffoeren har faaet sedlen og sagt, at han ikke kender omraadet helt praecist, men at han bare spoerger om vej, naar vi naermer os - vi kan altsaa bare slappe af hele vejen.
Allerede da vores chauffoer saetter taxa'en igang, er der ingen tvivl om, at turen kommer til at tage mere end den time og et kvarter, vi brugte paa at komme herud, for vi har netop ramt myldretidstrafikken her mellem 18 og 20, og klokken er kun lidt over 18. Samtidig er det ved at blive moerkt. Pigerne bliver lidt nervoese for deres vaertsfamilie, som har sagt, at de helst ikke vil have, at de er ude efter moerkets frembrud, fordi det bliver mere utrygt at gaa rundt i omraadet - isaer for et par kvindelige gringos, som per defination i Peru baade er utroligt tiltraekende og har mange penge og andre vaerdier. Ikke desto mindre er der ikke noget at goere ved det; vi kan ikke komme hurtigere frem, end vi goer nu. Vores chauffoer kaemper sig allerede frem, saa hurtigt han kan i den taette trafik. Det foregaar ved, at bruge alle fraekke tricks og bruge ethvert smuthul i myldretrafikken, der giver det mindste haab om at overhale et par modtrafikanter. I Peru er der ingen regler om, hvem der skal holde tilbage for hvem, eller ogsaa er der bare ikke nogen, der overholder dem. I hvert fald gaelder foerst til moelle princippet baade ved indenoms-, udenoms- og den lokale specialitet udenforsoverhaling, som er naar man forlader vejen helt for at komme frem til et hul i koen paa vejen laengere fremme. Saa laenge man bare bruger hornet rigeligt, saa de andre kan hoerre at 'her kommer jeg', og har et klistermaerke paa bagruden af bilen, der priser Gud, Jesus eller Jomfru Maria, maaske endda alle tre, saa kan det jo ikke gaa galt. Skulle det alligevel gaa galt er det Guds vilje, og den kan man jo ikke aendre noget ved, uanset hvor forsigtigt man koerer, saa hvorfor overhovedet proeve, og dermed blive den der bliver trynet af alle de andre modtrafikkanter?
Jeg troester mig med, at det ser ud til, at vores chauffoer ser ud til at have godt styr paa sin bil. I hvert fald formaar han hele tiden at koere lige til graensen, hvilket vil sige den rent fysiske graense, for hvor taet man kan koere paa sine medtrafikkanter uden at ridse deres biler eller det der er vaerre. Samtidig ruller trafikken tit saa langsomt, at et eventuelt uheld naeppe ville paafoere os nogen skade udover, at vi ville komme endnu senere hjem.
Efterhaanden som jeg vender mig til den nye trafikkultur, falder moerket paa, og afsloerer langsomt de beboede bjerge i udkanten af Lima. Den begraensede belysning fra gadelamper og de taetbebyggede huse, der aabenbart befinder sig paa bjergene omkring byen, skaber en smuk udsigt fra taxa'ens bagsaede. De bjerge, man ellers kun lige kan skimte gennem den taette taage af forurening og hoej luftfugtighed om dagen, har forvandlet sig til bredhoftede juletraeer, og et oejeblik maerker jeg naesten ikke, hvordan bilen tumler afsted paa den hullede hovedvej. Jeg bliver dog revet vaek fra den smukke udsigt, da et ekstra stort hul i vejen foraarsager, at jeg stoeder mit hoved mod vinduet med et brag, der dog overdoeves af bilen, der i sig selv rasler, som om den kunne falde sammen hvert et oejeblik, det skulle vaere.
Mens jeg igen fortaber mig i den flotte udsigt, og snakker om dagens begivenheder med de andrer, aendrer omgivelserne omkring os sig langsomt, fordi vi naermer os Villa el Salvador. Inden laenge ser vi den velkendte aldrig fuldendte byggestil; de kun halvtasfalterede og stoevede gader, hvor skraldeposer ligger og flyder tilfaeldigt alle iturevet af gadens vilde hunde, og de mange smaa butikker og vaerksteder til motorcykeltaxaerne, som er saa velkendt ved hele Villa el Salvador, ses ned ad hver vej. Endnu er der dog intet vi kender fra vores omraade af V.e.S.
Vores chauffoer begynder nu at spoerge omkring efter vores destination - V.e.S.'s gader har ingen vejskilte, og GPS er paa ingen maader standardudstyr i en peruansk taxa, saa man skal enten kende omraadet selv eller stole paa de lokales anvisninger.
- "En GPS ville faktisk vaere utrolig smart at have haft med til Peru." taenker jeg. "Hvis altsaa man havde penge til den slags."
En uro breder sig lidt blandt os alle i taxa'en, da tre personer giver tre forskellige anvisninger til chauffoerens forespoergsler. Det er helt moerkt nu, og vi er fuldstaendig afhaengige af, at vores chauffoer kan foere os frem til det rette sted, hvis ikke vi skal finde hjem baade i aften og i det hele taget for den sags skyld.
Efter et par forespoergsler mere faar vores chauffoer enslydende anvisninger, og vi falder til ro igen - men kun for et kort stykke tid. For efterhaanden som vi med vores begraensede spansk kan forstaa, at folk siger, at det nu ikke er langt herfra, og vi endnu ikke kan genkende noget som helst af omraadet, bliver vi urolige. Vi koerer omkring et par blokke, foer vores chauffoer stopper op uden for et for os ukendt hus, og spoerger en lokal ad som tydeligvis bekraefter, at vi er fremme.
- "No es aqui." siger jeg benaegtende paa mit gebrokkende spansk - "Det er ikke her." Vi er alle enige.
Chauffoeren holder fast i sin paastand, men ved at forene vores spanske gloser formaar vi at forklare, at vi kender det sted vi skal hen, og det er altsaa ikke her. Chauffoeren hopper ud af sin taxa, render op til doeren til det hus, som vi angiveligt har adressen paa og banker paa. Kort efter aabner en af husets beboere doeren op. Vi kan ikke hoerer, hvad der bliver sagt, men beboeren nikker bekraeftende, da chauffoeren viser hende sedlen med adressen. Panikken breder sig nu i bilen. Jeg taenker situationen igennem, og det lykkes mig at undgaa at blive fanget af den begyndende desperation, der begynder at brede sig blandt os i bilen. Vi bliver alle, paa naer Malte som principielt er imod, hurtigt enige om, at hvis chauffoeren finder frem til det rette sted, saa betaler vi ham 40 soles, 5 soles mere end den aftalte pris; alt i alt det der svare til 70 kr. for hele turen.
Jeg har set massere af skilte for lokale 'Hostals' i omraadet, saa jeg taenker, at vi om ikke andet i sidste ende kan overnatte paa et hostel, og saa i morgen finde en internetcafé i omraadet, hvor vi kan komme i kontakt med vores kontaktperson i Danmark, der igen kan hjaelpe os til at komme i kontakt med vores vaertsfamilier. Det skal nok gaa.
Jeg forsoeger, at dele min idé med de andre i bilen, men den faar ikke lov til at bundfaelde sig, foer chauffoeren er tilbage, og igen siger, at vi er fremme ved den adresse, der er kradset ned paa vores seddel.
Vi diskuttere hurtigt og overtaler chauffoeren til at proeve at koere rundt i lokalomraadet mod hovedvejen for at se, om vi ikke kan stoede paa noget bekendt, men vores haab er lavere end den gennemsnitlige peruaner. Villa el Salvador har, saa vidt jeg har forstaaet, omkring 800.000 indbyggere, ergo det er en temmelig stor bydel, og vi har ingen anelse om, hvor vi er, eller hvor vi skal hen. Jeg mener at have set, vi er koert forbi en af de aabne pladser i naerheden af Cepromup, men i moerket ser alting jo anderledes ud, saa jeg er langtfra sikker.
Chauffoeren saetter taxa'en igang igen paa trods af et kortvarrigt men nervepirrende problem med taendingen. Vi fortsaetter mod hovedvejen, mens vi alle ser os desperat omkring efter et velkendt sted. Den ene faldefaerdige bygning efter den anden sniger sig forbi os uden for taxa'ens trykke kabine, og idéen, om at skulle trave rundt her, naar chauffoeren engang bliver traet af at koere os rundt i omraadet uden nogen destination, er paa ingen maader tiltraekende.
Pludselig stiger mit haab, da jeg ser hovedvejens lys lige fremme. Det ser umiddelbart velkendt ud. Jeg peger frem og siger til de andre, at det ser velkendt ud. Ane mener ligeledes, at det ser bekendt ud, og da vi naar helt ud til vejen, bliver vores haab bekraeftet.
Jeg beder chauffoeren om at dreje til venstre ad hovedvejen, og efter kun omkring 20 meter kan vi alle genkende gaden. 50 meter laengere fremme er vi paa hjoernet af sidevejen til pigernes vaertsfamilie og beder pegende chauffoeren om at holde ind: "Es aqui!" Det er her. Vi er fremme.
Vi vaelter ud af taxaen og betaler ham de 40 soles for turen - Malte glemmer i lettelsens oejeblik alle sine principper og smider 10 soles ekstra oven i de 40, hvilket i sidste ende goer det til en meget indbringende koeretur for chauffoeren - men okey, han gjorde alt hvad han kunne for at faa os frem og gav alt i alt en meget god service, saa jeg foeler ikke, at det er fuldstaendig uretfaerdigt, omend jeg ikke kan lade vaere med at smile af Malte.
I den velkendte dunkle belysning foelger vi hurtigt pigerne helt hjem, hvorefter Malte og jeg selv finder vej til vores egen familie. Ingen af familierne udtrykker sidenhen nogen bekymring over vores tur eller vores sene hjemkomst, uanset hvor pracist detaljeret og farverig vi forklarer hele historien.
Samme aften tager mig og Malte paa bar sammen med vores vaertinde Consuelo og hendes barndomsveninde. Her proever vi igen at forklare vores skraekkelige historie, igen uden nogen saerlig reaktion over den situation vi var i. Dog faar vi at vide, at de skilte til 'Hostal' jeg har set saa mange steder overalt i V.e.S., ikke er for at reklamere for normale hostels, som de backpackerhoteller vi kender i Europa. I stedet er de til for unge kaerestepar eller andre inspirerede, som kan soege herhen, og betale for et privat vaerelse et par timer. I Peru er det disrespektfuldt overfor ens foraeldre at lade sin kaereste overnatte.

D. 4.: Ikke så afskåret alligevel

Dagens optur: Malte fandt ud af at koble hans bærbare computer på vaerelset til et trådløst netværk, som vi ikke ved, hvor stammer fra - så nu har vi internet på værelset, luksus.

D. 3.: Teenageforældre

Dagens program:
- Stod op klokken 12 efter kun 5-6 timers søvn for at tage første skridt mod at vende os til den nye tidszone.
- Hip hurra for den globale opvarmning! Takket være denne er Villa el Salvador i denne årstid gået fra at have tørt ørkenklima til nærmest at have kopieret det danske klima. Gråt, en konstant høj luftfugtighed der af og til løber over i småregn og maksimalt 18 grader.
- Spiste frokost mens tv’et kørte med en billig spansk sæbeopera med kun fire skuespillere med i. Efterfølgende en lille vandretur ned ad hovedgaden for at se lidt af lokalområdet på egen hånd.
- 1-1½ times middagslur.
- Blev vist rundt i lokalområdet af Consuelo, vores værtinde. Så Cepromup, hvor vi skal undervise og blev hevet ind i to klasser af lærerne midt i undervisningen for at hilse på eleverne. Blev til stor gensynsglæde også vist over til den værtsfamilie, hvor Maria og Ane bor – heldigvis bor vi fire kun tre minutter til fods fra hinanden.
- I seng ved en 10-11

Dagens bemærkninger:
Peruanske huse: Består lidt tilfældigt af beton og mursten med kraftigt bliktag henover. Byggestilen gør at grænserne mellem at være udenfor og indenfor udviskes – billeder følger når jeg får uploadet dem. På grund af den manglende isolering er der på denne tid af året rimelig koldt ’indenfor’. Vi har dog heldigvis et par gode senge med sengelagn, dyne og varmt tæppe, så vi kan holde varmen om natten. Maria og Ane har den luksus at have kabel tv på værelset og internetforbindelse i huset; til gengæld har de også vand på gulvet om morgenen, hvis det regner om natten, og fugtpletter/svamp i loftet.

Consuelo: Vores værtinde, 27 år gammel, og gik på Løgumkloster Højskole i 2003. Hun er i dag engelsklærer på en privatskole, et job som hun dog overvejer at sige op, fordi eleverne der er for forkælede og ikke gider blive undervist - lidt a la danske elever - i modsætning til eleverne på Cepromup - deres motivation = komme ud af fattigdommen - hvor hun plejede at arbejde. Det, at Consuelo har været i Danmark i længere tid, gør naturligvis, at hun og familien allerede kender en del til dansk kultur, hvilket gør mange ting nemmere for os. Hendes tid i Danmark har gjort hendes indstilling til tilværelsen meget lig en dansk ung samtidig med, at det lader til, at peruanske unge ikke er så anderledes fra danske unge, som man egentligt kunne tro.

Consuelos teenageforældre: Consuelo fortalte på et tidspunkt, at hendes forældre er skilt. Alligevel bor de stadig i samme hus af praktiske grunde – om end de praktiske grunde næsten bliver overskygget, af det som nemt kunne være et bizart dårligt plot til en amerikansk sitcom. Hendes far og mor taler ikke sammen – vist nok mest fordi moren ikke vil tale med faren, men dette er jeg ikke helt sikker på. Faren spiser ude hver dag, fordi moren nægter at lave mad til ham; hun laver ellers allerede mad til alle og enhver i familien, der lige kommer forbi.
Consuelo fortalte, at efter hun engang havde drukket et par øl med sin far, havde oplevet, at moren efterfølgende kom hen og spurgte: ”Hvorfor snakker du med ham?” Hvorefter Consuelo naturligvis svarede: ”Fordi han er min far selvfølgelig… Er du sur på mig?” Moren: ”Nej da.” Consuelo pegede derefter på en banan i en skål ved siden af moren: ”Vil du række mig den banan?” Moren: ”NÆH!”
Det hele bliver kun yderligere bizart af, at moren ikke bifalder druk, mens faren gerne sidder og drikker øl med f.eks. Consuelo på sit værelse, ligesom han alene har kabel tv på værelset, og kun kommer ned, når han skal på arbejde, ud at spise, hente noget i køleskabet eller på date med en af hans mange kærester, hvoraf moren naturligvis hader dem alle, og fuldstændig ignorerer dem, når de er til stede.

Resten af familien: Består af en række søstre og brødre, der kommer forbi med deres børn så ofte, at det kan være helt svært at finde ud af, hvem der rent faktisk bor i huset.

Alle har været meget åbne og imødekommende overfor os, selvom det kun er Consuelo, der snakker engelsk. I stedet bliver vi tvunget til at snakke en masse spansk, selvom vi ikke kan, hvilket hurtigt har vist sig at være den mest effektive måde at lære sproget på. Alt i alt har det været meget nemt at falde til i Peru.

D. 2.-3,: "There's no combination of words I could put on the back of a postcard"

Lyden af frisk guitarspil glider kontrastfyldt til de skrattende højtalere ud i bilen, som klokken halv 6 om morgenen er i gang med at køre mig, Malte og Nanna frem til vores endelig destination efter det, der har været længste rejse i mit liv. Vores spansktalende chauffør, som jeg enten aldrig fik navnet på, eller hvis navn jeg i min træthed har glemt, fumler hurtigt en cd ind i bilens cd-afspiller før vi forlader parkeringspladsen.
"There's no combination of words I could put on the back of a postcard" næsten hvisker Jack Johnsons bløde stemme efter det indledende guitarspil. Sangen breder sig ud i hele bilen og formår at hive mig op af den døsige tilstand, som jeg er kommet i, fordi jeg ikke har sovet mere end 7-8 timer inden for de sidste to døgn: Fire timer mellem mandag og tirsdag fordi jeg ventede med at pakke til mandag aften – bedre sent end aldrig, ”Det skal nok gå.” tænkte jeg, og det gjorde det jo. Derfor kom jeg ikke i seng før et godt stykke efter midnat, og efterfølgende skulle jeg op igen ved en halv 7-tiden for at få de sidste ting på plads, inden mig og min kæreste Maria blev kørt til Kastrup lufthavn af min far. De sidste 3-4 timers søvn fik jeg et sted over Atlanterhavet, men de timer var langt fra kvalitative, fordi en dum unge på rækken foran os skabede sig i en imponerende skarp og rullende c-dur store dele af den otte time og 40 minutters tur til Miami.
Turen i bilen fra Limas lufthavn til Villa el Salvador, hvor vores værtsfamilier bor, går i første omgang via stærkt slidte men trods alt asfalterede veje i nattens mørke. Der er en dunkel gul belysning på og omkring vejene, som afslører de klare kontraster mellem Danmark og Peru. Betonbygning og nogenlunde standhaftige huse bygget af mursten og til tider blik, flyver forbi mit blik, mens jeg ikke kan lade være med at bemærke de mange reklamer i forskellige afskygninger, der er overalt i selv et fattigt samfund som det peruanske. Jeg ser enkelte enlige og skumle skikkelser gå rundt langs vejene, og undervejs passerer vi også en bygning, hvis funktion jeg umiddelbart ikke kan regne ud, men hvor mindst 40 mennesker står i kø til både langs højre og venstre side af bygningens front. Inden jeg igen døser hen, bemærker jeg, hvordan hele sceneriet fra lufthavnen og til Villa el Salvador set fra bagsædet af bilen, minder mig om de indledende stemningsscener, der altid bliver gjort brug af i dokumentarfilm, når de omhandler den dunkle side af sydamerikanske lande.
Ved vores ankomst til vores værtsfamilie er det så småt ved at lysne op omkring os. Vores værtinde, Consuelo, og hendes mor kommer ud og tager imod os. Jeg føler mig godt modtaget, men husker ikke, om der bliver udvekslet mange ord, selvom Consuelo taler flydende engelsk. Nanna skal fortsætte i bilen lidt endnu til hendes værtsfamilie, mens jeg og Malte tumler indenfor og hurtigt ender i vores udmærkede senge. Der går ikke længe før vi begge sover tungt på trods af hanernes galen, der markerer starten på vores peruanske eventyr - heldigvis har jeg medbragt ørepropper.