Så lykkedes det mig endelig igen at opdatere min blog efter næsten tre ugers pause. Intet nyt er godt nyt, plejer man gerne at sige, men intet nyt er bare ikke spændende nyt, burde man nok tilføje. Grunden til, at jeg ikke har givet lyd fra mig, har været, at jeg begyndte at undervise mandag d. 6.. I rollen som lærer indså jeg hurtigt, at grundig forberedelse er dybt nødvændigt, i modsætning til hvordan det til tider er i rollen som elev, hvor man godt kan tage den mere med ro. Så jeg har knoklet hårdt for at forberede min undervisning. Det har været spændende men også hårdt, og jeg har til tider savnet et par ekstra timer i døgnet, for at nå alt det jeg gerne vil, plus ekstra energi til at udnytte de ekstra timer heller ikke ville være at takke nej til.
I min klasse har jeg på papiret 10 elever såvidt jeg har forstået, men det endnu ikke lykkedes at samle mere end seks elever ad gangen, hvilket til tider besværliggør forberedelsesprocessen. Til gengæld er de elever der kommer, altid meget interesserede i at have time, så jeg er alt i alt meget godt tilfreds. Første undervisningsuge gik med introduktion og emnet "Uddannelse, læring og viden", og jeg blev overrasket over, at deres engelskniveau viste sig at være højere end, hvad jeg var blevet forberedt på. Dette gjorde at jeg tog en chance og sprang ud i et tema om Matrix-filmen hvilket jeg afslutter i løbet af de næste to dage; et tema som var lidt af en prøvelse på at se, hvor langt ud jeg kunne presse deres engelskkundskaber - indtil videre har resultatet været positivt, hvilket gør det klart mere spændende men også mere udfordrende [læs: der ligger mere arbejdstid i det] at forberede og have timerne.
Derudover tilbød jeg Cepromup at starte en begynder-samfundsfagsklasse op på skolen, fordi jeg efterhånden havde fundet ud af, at der er mange herovre, som virkelig interesserer sig for det samfund de lever i, og klager over det korrupte politiske system, som de ikke kan finde ud af at gennemskue. De bliver nægtet basale grundlovsikrede rettigheder; rettigheder som de færreste er klar over, at de rent faktisk har - juridisk set i hvert fald. Jeg håber, at jeg gennem denne klasse, når jeg får den startet op i den kommende uge forhåbentligt, kan hjælpe nogle stykker på vej til en bedre forståelse af deres omverden. Men det er ligesom min engelskundervisning noget, der har vist sig at være yderst tidskrævende.
Jeg håber dog, at jeg på trods af det meget arbejde, fortsat kan finde tid til at uploade billeder, og skrive lidt om mine fortsatte oplevelser herovre. Nu skulle der i hvert fald være en række nye billeder og en updateret udgave af min beskrivelse af mine daglige rutiner.
3 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar