D. 25.: Star quality

'Planet' er navnet på Villa el Salvadors mest populære diskotek, og det er her vi står samlet lige nu, efter at have siddet og drukket øl hos Danny; en af vores gode peruanske venner. Vi tæller i alt ni venner; Malte, Maria, Ane, Danny, Gerardo, Consuelo og to andre danske piger, Maja og Stine, som kom til V.e.S. i starten af november.
Uden for Planet står der noget i retningen af 60 mennesker, langt de fleste unge, men også ældre mennesker. De ældre er dog udelukkende repræsenteret som diverse sælgere, der forsøger at sælge småvarer som kiks, chokolade og lignende for at have til dagen og vejen - en meget udbredt beskæftigelse blandt Villa el Salvadors indbyggere, hvoraf kun cirka 50 % har et egentligt job.
Jeg har efterhånden vendet mig til de mange daglige tegn på fattigdom, og i aften handler det om at have det sjovt, så jeg lukker hurtigt sælgerne ude af mine tanker, som i stedet for bliver fokuseret på, om vi nu alle er ankommet til indgangen til nattens diskotek. Stemningen er god, da vi allerede har fået et par øl og tidligere på aftenen øvet en smule salsa, som måske skal afprøves 'for real' på de tætpakkede dansegulve.
Vi står og griner højlydt over en sjov bemærkning som en lige fyrede af, da en jakkesæts mand kommer hen til os og spørger, hvordan vi har det, og om vi er på vej ind på Planet. Det viser sig hurtigt, at den nydeligtklædte herre, som forøvrigt taler ganske pænt engelsk, er ansat af Planet til at skaffe flere gæster ind på diskoteket, der ellers aldrig mangler unge danseglade peruanere. Men vi er hvide, og det betyder, vi har penge, så derfor er vi naturligvis en atraktiv gruppe, som han ikke bare kan lade være og dermed risikere, at vi ender på en af de mindre barer, der også ligger lige omkring Planet. Yderligere taler han godt for, at vi da selvfølgelig skal op på 3. sal af diskoteket - det koster kun 5 soles ekstra. Eller taler godt for er måske så meget sagt, for da jeg spørger ind til, hvad der er specielt ved 3. sal, siden det koster ekstra, siger han med et smil: "It's much nicer on the third floor!" ["Det er meget bedre på 3. sal"] Jo tak, tænker jeg, det var ikke den bedste salgstale, jeg har hørt i mit liv, og jeg prøver at afkræve ham en uddybning dog uden nogen større succes. Maria kommer ligeledes til med samme ønske om at få afklaret, hvad der dog skulle gøre, at vi ville bruge 5 soles på at komme op på 3. sal.. Begge er vi dog godt klar over, at der næppe er den store forskel udover, der nok er lidt færre gæster på 3. sal: Den nydelige herre har bare til job at hive lidt ekstra penge ud af os uden udgifter for diskoteket.
5 soles er godt nok ikke mere end lidt under 10 kr., så det er slet ikke en formue, det vil koste os at lade os overbevise; men i Peru er vi blevet vant til at mangt og meget er til forhandling, og som hvid ofte skal forhandles ned til den reele pris, som gælder for 'normale' mennesker. Desuden er det helt sjovt, at se herren blive mere og mere fribilsk over at hans charme og tomme løfter ikke lader til at have en indvirken på hverken mig, Maria eller Gerardo, der efterhånden også har slået sig til den lille gruppe, som leger skeptiske overfor det indholdsløse tilbud.
Jeg vælger at presse citronen til det yderste, og siger, at hvis der ikke er noget særligt ved 3. sal, som han kan sætte ord på, så gider jeg da slet ikke betale for det, og kan bare finde et andet sted at gå i byen. Det mener herren naturligvis ikke, men da resten af vores gruppe, som ikke har deltaget i snakken med herren i jakkesæt, begynder at bevæge sig mod indgangen efter at have købt billetter til 3. sal, skynder herren at vinke os efter vores venner, så vi ikke bliver væk fra dem. Maria, Gerardo og jeg tager den dog med ro, og råber efter ham, mens han prøver at gene de andre frem til indgangen, at hvis det er gratis for os, så vil vi gerne, men ellers så smutter vi bare.
"Yes, yes! Come on, come on..." siger han bare og vifter videre, hvorefter vi følger med grinende nu med målet i sigte. De andre bliver lukket ind efter en kropsvisitation af de to store vagter ved hovedindgangen.
"Where are your tickets?" ["Hvor er jeres billetter?"] spørger herren i jakkesættet, hvorefter vi bare storsmiler, griner og siger, at han jo lovede os gratis indgang, fordi vi ikke gider betale for ingenting.
Herren stopper op og kigger lettere uforstående på os: "Your playing with my head!" ["I leger med mit hoved!"] Han lader ikke til helt at have hørt, da vi råbte vores krav efter ham, eller også prøver han fortsat at få os til at betale, men det er tydeligt vi har fat i den lange ende, da vores venner nu er forsvundet op af trapperne mod 3. sal.
"But you said we could get in for free just before!" ["Men du sagde vi kunne komme gratis ind lige før!"] næsten griner vi triumferende.
Herren i jakkesættet opgiver endelig, og råber et par spanske gloser til de to vagter, hvorefter han vifter os hen mod dem. SUCCES!! En hurtig overfladisk kropsvisitation og vi løber grinende op af trapperne, mens bassen dunker og mørket bliver brudt af farverige lys i alle retninger.

Da vi står uden for Planet og er på vej hjem, kommer herren i jakkesættet hen til os for at med et næsten 'hva-sagde-jeg'-smil på munden: "So did you like it? The third floor was nice right?" ["Så kunne I lide det? 3. sal var god ikke?"]
"Yeah, but it wasn't worth 5 soles." punktere jeg ham med et smil. Ikke helt høfligt sagt måske men det var nu engang sandheden, da 3. sal netop viste sig ikke at være andet end 3. sal; lidt ekstra plads i forhold til 1. sal først på aftenen, men næsten ligeså overfyldt sidst på aftenen. Desuden kan jeg ikke have dårlig samvittighed over, vi ikke betalte de 5 soles og udnyttede vores status som attraktive besøgende, da jeg fuldt ud levede op til fordommende om min store pengepung i diskoteksbaren.

D. 19: Arbejde, arbejde, fornøjelse, arbejde....

Så lykkedes det mig endelig igen at opdatere min blog efter næsten tre ugers pause. Intet nyt er godt nyt, plejer man gerne at sige, men intet nyt er bare ikke spændende nyt, burde man nok tilføje. Grunden til, at jeg ikke har givet lyd fra mig, har været, at jeg begyndte at undervise mandag d. 6.. I rollen som lærer indså jeg hurtigt, at grundig forberedelse er dybt nødvændigt, i modsætning til hvordan det til tider er i rollen som elev, hvor man godt kan tage den mere med ro. Så jeg har knoklet hårdt for at forberede min undervisning. Det har været spændende men også hårdt, og jeg har til tider savnet et par ekstra timer i døgnet, for at nå alt det jeg gerne vil, plus ekstra energi til at udnytte de ekstra timer heller ikke ville være at takke nej til.
I min klasse har jeg på papiret 10 elever såvidt jeg har forstået, men det endnu ikke lykkedes at samle mere end seks elever ad gangen, hvilket til tider besværliggør forberedelsesprocessen. Til gengæld er de elever der kommer, altid meget interesserede i at have time, så jeg er alt i alt meget godt tilfreds. Første undervisningsuge gik med introduktion og emnet "Uddannelse, læring og viden", og jeg blev overrasket over, at deres engelskniveau viste sig at være højere end, hvad jeg var blevet forberedt på. Dette gjorde at jeg tog en chance og sprang ud i et tema om Matrix-filmen hvilket jeg afslutter i løbet af de næste to dage; et tema som var lidt af en prøvelse på at se, hvor langt ud jeg kunne presse deres engelskkundskaber - indtil videre har resultatet været positivt, hvilket gør det klart mere spændende men også mere udfordrende [læs: der ligger mere arbejdstid i det] at forberede og have timerne.
Derudover tilbød jeg Cepromup at starte en begynder-samfundsfagsklasse op på skolen, fordi jeg efterhånden havde fundet ud af, at der er mange herovre, som virkelig interesserer sig for det samfund de lever i, og klager over det korrupte politiske system, som de ikke kan finde ud af at gennemskue. De bliver nægtet basale grundlovsikrede rettigheder; rettigheder som de færreste er klar over, at de rent faktisk har - juridisk set i hvert fald. Jeg håber, at jeg gennem denne klasse, når jeg får den startet op i den kommende uge forhåbentligt, kan hjælpe nogle stykker på vej til en bedre forståelse af deres omverden. Men det er ligesom min engelskundervisning noget, der har vist sig at være yderst tidskrævende.
Jeg håber dog, at jeg på trods af det meget arbejde, fortsat kan finde tid til at uploade billeder, og skrive lidt om mine fortsatte oplevelser herovre. Nu skulle der i hvert fald være en række nye billeder og en updateret udgave af min beskrivelse af mine daglige rutiner.

D. 3.: Serioese kuldegys...

Kun en enkelt lampe uden skaerm haengende fra loftet lyser rummet op, og afsloerer det graa betongulv og de kolde betonvaegge med spredte fugtpletter. Paa trods af lampen og paa grund af de graa og livloese omgivelser opretholder rummet en ukomfortabel dunkel stemning, som saedvanlig faar mig til at overveje hele min situationen en gang til.

- "Jeg kunne have ligget under min dyne paa vaerelset nu, i stedet for det her goegl." taenker jeg, men ved et hurtigt kig i spejlet paa vaeggen, der viser mit blege ansigt og det fettede haar, ved jeg godt, at der ikke er nogen vej uden om laengere. Det er den samme diskussion, jeg skal igennem med mig selv hver tredje dag, men jeg har endnu ikke vendet mig til det paa trods af, at jeg nu har vaeret her en maaneds tid; tvaertimod lader det kun til at vaere blevet vaerre.

Jeg traeder en smule naermere og taenker, at naar foerst det bliver sommer her i Peru, og varmen og den hoeje luftfugtighed goer luften tung og uudhodlelig, vil min nuvaerende frygt vaere fortid.

Inde fra koekkenet af kan jeg hoere tv'et koere; som saedvanligt paa en af de landsdaekkende kanaler der ikke sender andet end hjernedoede saebeoperaer og sladdernyheder - endnu en grund til at demokratiet hernede ikke virker optimalt: Public sevice betingelserne herover lader til at vaere ikke-eksisterende, eller maaske i stedet bandlyse ethvert program, der paa nogen maade kunne vaere stimulerende for kritisk tankegang over samfundet. Jeg overvejer et oejeblik, om ogsaa Consuelo og de andre i min peruanske familie har saa svaert ved det her. Jeg har hoert Ariana graede hoejlydt et par gange, naar hun bliver tvunget herud, men ved ikke om det er kulden eller bare en generel skraek for vand, som hun klager over.

- "Saan det er at bo i et tilbagestaaende land, og du har jo selv valgt det..."

Jeg springer ind og det loeber mig straks koldt ned af ryggen. Det foeles som om mine haar paa hovedet alle sammen paa en gang forsoeger at flygte ved at rive sig loes fra min haarbund. Jeg hopper og danser paa stedet for at holde det ud, mens jeg taenker, at det garanteret er muligt at begynde at hyperventilere, hvis man bliver staaende laenge nok.

"Fuck hvor jeg glaeder mig til et varmt brusebad!"